Velkommen

Autoriseret psykolog Par-og familieterapeut

Jeg tilbyder individuel samtaleterapi, parterapi, forløb med familier/børn/unge, samt supervision og undervisning.

Velkommen til min klinik TERAPI VED SØERNE Nørre Søgade 49B, Stuen, 1370 København K. Samtalerne kan også foregå online.

Læs mere om, hvordan jeg kan hjælpe dig/jer

INDIVIDUEL TERAPI

I vores forløb starter jeg med at afdække de problemer, du oplever, og de forandringer, du ønsker dig. Hvad udfordrer dig, og hvad drømmer du om? Sammen bliver vi skarpe på, hvad der står i vejen for, at du kan leve det liv, du længes efter.

Du får nye indsigter i det, der er svært, og hvordan du kan udvikle nye perspektiver og strategier, som skaber forandring. Jeg tilbyder et trygt rum, hvor du bliver mødt, ligesom du er, uanset hvad du kommer med.

PARTERAPI

I parterapi tilstræber jeg altid at der skabes et roligt og trygt rum, uanset hvor svære konflikter I træder ind ad døren med.

Jeg hjælper jer til at få nedreguleret de svære følelser, så I kan få fornyet lyst og mod på at række ud til hinanden, fremfor at blive ved med at være fastlåste i uhensigtsmæssige mønstre.

Jeg arbejder ud fra en grundholdning om at forstå menneskers handlinger ud fra hvad de har med sig fra tidligere tilknytning i deres nære relationer, hvilket i praksis betyder at jeg altid tænker der er en god grund til at folk handler som de gør, uanset hvor grimme sider man viser sig fra.

Jeg dømmer derfor ikke, og tager ikke parti, men er i stedet optaget af at skabe et tillidsfuldt rum hvor I tør vise hvad der gemmer sig af skeletter bagerst i skabet.

På den måde kan jeg hjælpe jer med at få større forståelse for hinanden, og på den måde finde en ny vej sammen i kærligheden.

FAMILIETERAPI

Når jeg arbejder med familier er jeg optaget af at sikre et respektfuldt og trygt rum for både børn og voksne, hvor det er samspillet og familiedynamikkerne der er fokus på, fremfor på enkeltpersoners problemadfærd.

Mit udgangspunkt er, at familiens udfordringer er allemandseje, forstået som at alle må tage ejerskab for problemerne, for at de kan ændres.

Alle familiemedlemmer har gode grunde til at handle som de gør, og ved sammen at prøve at forstå hvad der ligger bag handlingerne, kan vi sammen skabe forandring til det bedre.

Jeg vil arbejde på at alle i familien er engagerede, og være fokuseret på at vi får skabt en god alliance, så det føles rart og trygt for jer alle at komme hos mig.

Min tilgang er at skræddersy forløbet til de udfordringer i står med, og det vil derfor også variere om det er hele familien der kommer samtidig, eller om vi deler det op, men det aftaler vi i fællesskab

GRAVIDITET- OG EFTERFØDSELSFORLØB

Hele rejsen fra den første positive graviditetstest og til barnet er blevet en del af ens hverdag, er en kæmpe livsomvæltning, og kan være en stor udfordring for både parforhold og en selv personligt, uanset om man er mand eller kvinde.

Mange oplever sig spændt ud på et følelsesmæssigt barometer som de ikke havde forstillet sig, hvor man både kan opleve meget stærke følelser af ubetinget kærlighed, omsorg og lykke, men også føles sig helt overvældet af utilstrækkelighed, angst og tristhed.

Både de kropslige ændringer, det nye ansvar, og de store følelsesudsving kan opleves overvældende og svært at finde sine ben i. Og man kan være så udmattet at man kan have forbudte tanker om at forsvinde fra familien, bare for at kunne være sig selv for en stund.

Særligt forældre som har psykisk sårbarhed med sig, kan blive ekstra udfordret af den livsomvæltning det er at påbegynde rejsen i forældreskabe. Jo tidligere man tager hånd om de svære tanker og følelser der opstår, jo mere forebygger man at få efterfødselsreaktioner.

I et forløb hos mig vil vi sammen både sætte fokus på det der fylder her og nu, men også afdække hvilke drømme og ønsker I har til familielivet og jeres rolle som forælder.

I kan komme enkeltvis eller sammen som par i et forløb, og der udbydes også grupper for hhv. mødre og fædre med efterfødselsreaktioner.

UNG-SAMTALER

I vores forløb starter jeg med at afdække de problemer, du oplever, og de forandringer, du ønsker dig. Hvad udfordrer dig, og hvad drømmer du om? Sammen bliver vi skarpe på, hvad der står i vejen for, at du kan leve det liv, du længes efter.

Du får nye indsigter i det, der er svært, og hvordan du kan udvikle nye perspektiver og strategier, som skaber forandring. Jeg tilbyder et trygt rum, hvor du bliver mødt, ligesom du er, uanset hvad du kommer med.

SUPERVISION

Jeg tilbyder supervisionsforløb for psykologer, psykoterapeuter og studerende - både i gruppe og individuelt. Jeg lægger vægt på at skabe tryghed i rummet, så vi sammen via bevidstgørelse og bearbejdning kan skabe personlig og faglig forandring.

Jeg har et vekselvirkende blik på at udfolde det som bøvler, og også fremhæve det som lykkes godt, så det kan vokse. Jeg ynder at bruge variation i supervisionsrummet, så der kommer forskellige metodiske greb og vinkler i spil, da det er min erfaring at det både gør rummet mere lærerigt og udviklende på sigt. Jeg bidrager også gerne med konkrete idéer og egne erfaringer i arbejdet, men ud fra en opmærksomhed på at det skal føles relevant for supervisanden.

Min tilgang

Jeg har særlig interesse og erfaring med relationer og samspil, både hvordan det udspiller sig i den helt tidlige tilknytning mellem forældre og barn, hvordan det påvirker barnet og den unges vej i det sociale liv op igennem barndom og ungdom, og ikke mindst hvordan de relationelle erfaringer kommer til udtryk på til tider uhensigtsmæssige måder i parforholdet i voksenlivet.

Jeg har mange års erfaring med børn og unges udvikling og har arbejdet bredt med de udfordringer, man kan støde på igennem livets faser. Særligt ved livsovergange kan livet blive udfordrende og kan i større eller mindre grad være kriseudløsende, uanset alder.

Jeg har også viden og erfaring med diagnoser såsom stress, angst, depression, fødselsdepressioner, ADHD og autisme.

Foretrukne metoder

Jeg har erfaring med forskellige terapeutiske metoder og arbejder eklektisk, dvs. at jeg tilpasser metode og intervention løbende til den givne problematik og livssituation.

Mit metodiske fundament er EFT (Emotions-Fokuseret Terapi), som er funderet i tilknytningsteorien, hvor omdrejningspunktet er at arbejde med de negative mønstre, der udløser konflikter eller mistrivsel i ens nære relationer. Denne metode fokuserer primært på følelser og kommunikation, og der arbejdes med at skabe kontakt til de underliggende følelser og behov, som ofte kamuflerer sig bag noget andet udadtil for at beskytte vores indre.

Jeg trækker desuden på systemiske og mentaliseringsbaserede metoder, som er særligt gavnligt til, at man får blik for ”den andens” perspektiv og bliver mere nuanceret om ens egen andel i de udfordringer, man står i. Det er desuden meget brugbare metoder til at regulere svære følelser og komme ud af fastlåste mønstre.

I familieterapi og i terapi med børn bringer jeg også gerne kreative metoder i spil, fx rollespil eller opgavelege med terapeutisk indhold, og jeg har fokus på, at både børn og voksne føler ejerskab for den udvikling, der sker i terapien. Jeg trækker desuden på elementer fra mine uddannelser i både MIM (samspilsobservationsmetode) og Circle of Security (Tryghedscirklen), som er særligt brugbare til hhv. at afdække uhensigtsmæssige samspilsmønstre og arbejde med tilknytningen mellem forælder og barn.